Med en have er der mange valg der skal træffes, og der findes uendelig mange forskellige måder at dyrke have på, og med næsten lige så mange årsager og nuancer som der findes mennesker.

Et af valgene i vores kolonihave er så vidt muligt at følge Såkalenderen der bygger på det biodynamiske princip i forhold til hvornår det er bedst at så forskellige typer planter, dog stadig med en åbenhed over for input der måtte komme fra selve haven.

Jeg er på ingen måde ekspert i denne måde at dyrke på, og formår heller ikke endnu at kunne forklare hvordan selve kalenderen er beregnet, dertil vil jeg henvise til fx Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, men princippet er at den er delt op i 4 grupper af planter – rod, frugt, blad og blomst. Hvert år udarbejdes en kalender der for hver dag viser hvilke typer planter der er bedst at så og plante på den pågældende dag.

Planter kan sås alle dage, men i følge Såkalderen (og min intuition) er der dage hvor det er mere gunstigt for fx frugt-planter (ærter, tomater, agurker, æbler osv – ting der kan plukkes som frugt) ligesom der også er for de øvrige typer af planter.

På trods af at vi er kommet sent i gang, er vi blevet fortalt at vi pga det kolde forår stadig kan nå at så det meste, så med optimismen og arbejdsomheden som følgesvend har vi kastet os over projektet med stor lyst og ivrighed. Måske især også fordi jeg har tillid til at hvis vi samarbejder med planterigerne, så får vi al den hjælp vi og haven skal bruge.

Fredag den 31. maj gik vi i gang med at skabe haven (at grave ud til bede), og lørdag den 1. juni startede vi med de første spirer. Dagen var en frugt-dag i følge Såkalenderen, så der blev sået 25 ærteplanter samt 30 bønneplanter (5 forskellige sorter). Siden er der sået forskellige blomster, bladgrønt, rodfrugter og meget mere.

Personligt synes jeg det er magisk at følge rejsen fra frøet lægges i jorden, bevidne livsviljen fra frøet når den efter processen i jorden maser sig igennem jordoverfladen og den første spire dukker op, når planterne dagligt vokser sig større og større i spirekassen, når de skal sættes ud i jorden og nu skal klare sig selv, og så at bevidne deres magiske rejse mod fuldt voksne planter med afgrøder som vi kan plukke og spise. Alt sammen med en moders omfavnende kærlighed i hele processen – for de små planter bliver nærmest som børn man følger i processen fra baby til voksen hvor den skal klare sig selv, og man må give slip på tanken om alle de “farer” den nu kan komme ud for helt alene der i haven 😉

De første ærter og bønner er nu sat ud i haven, og nedenfor kan du se billeder af processen for ærterne (billede 1, 3 og 5) og bønnerne (billede 2, 4 og 6), samt et billede af Såkalenderen. Du kan google dig frem til hvor du kan købe denne, men ellers prøve evt. at kigge her: http://www.biodynamisk.dk/sider/saakalender.html